Back to basics: Kun SU til det der giver mad på bordet her og nu

I dagens JP slår Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, Kora, og Dansk Erhverv som et led i debatten om den varslede SU-reform til lyd for, at den danske SU skal tilpasses efter de uddannelser, hvor der er jobs at finde. Det betyder, at studerende på typisk de humanistiske, ‘brødløse’ fag kan risikere at skulle blive mere eller mindre selvbetalende under deres studier. Ergo: Kun ressourcer til dem der giver synlig mad på bordet her og nu. Det er jo ren Neanderthal-tænkning.

http://jyllands-posten.dk/politik/article4970539.ece

Jeg er tilhænger af, at samfundets yngste allerede tidligt i livet gives en fornemmelse af, hvad ting koster. For enhver ved, at ting værdsættes efter deres pris, og det er et faktum, at mange danske unge, der har været privilegeret med gratis uddannelser med betaling ved siden af, ikke har set, hvor meget dette var værd. En stor del har heller ikke forstået, at deres uddannelse indgår som en del af et nationalt udviklingsfællesskab, hvor der gerne skulle komme noget tilbage i den anden ende. Den er den gamle sang om Ret og Pligt, som man heldigvis har taget lidt op igen, efter at individualiseren har medført et overforkælet samfund, hvor alle gerne vil have, men færre er parate til at give tilbage til fællesskabet.

På den anden side kunne man også plædere for, at det offentlige har pligt til at prioritere optaget på de SU-berettigede uddannelser efter hvor mange kandidater, der potentielt ser ud til at kunne blive jobs til – det sker, så vidt jeg ved, allerede i en eller anden udtsrækning, fx på jordemoderuddannelsen.

Når man tænker som et Excelark, bliver man til et Excelark
Når det så er skrevet, er det en farlig glidebane at kigge målrettet på, hvad der giver slanter i samfundskassen her og nu. Dels kan de betingelser jo ændre sig med kort frist, og dels må man spørge, hvad det gør os til som mennesker, hvis vi kun tænker i bundlinje inden for indeværende budgetperiode.

Mennesket har ikke udviklet sig fra Neanderthalstadiet til, hvad vi er i dag uden at prøve sig frem, fejle og tænke på kryds og tværs. Udvikling kræver, at man formår og tør tænke langsigtet, og kompetencerne til at gøre det får man typisk først, når man har nogle forskellige erfaringer og referencerammer at arbejde op imod. Samtidig ved vi, at udvikling skabes i mødet imellem forskelligheder, og at kulturfag kan f.eks. være grundlaget for at indhente erfaringer fra andre nationer, som er kommet længere end os, hvormed vi selv kan skære en del af udviklingstiden fra.

Det er en kendt strategi, at man i krisetider beholder toppen og bunden i virksomhederne for at køre driften, mens udviklingsfaktorerne nedprioriteres. Det kan mange seniorer tale med om ifm. de nedskæringsrunder, der foregår omkring i det danske samfund i disse år. Desværre kommer man meget sjældent på forkant af at spare på udviklingen, så det er noget af et catch 22.

Der findes mange DJØF’ere og handelsuddannede derude, som har en imponerende dygtig og effektiv tilgang til driften af vores samfund. Må de til enhver tid blive udfordrede og aldrig stå alene. For hvis alle tænker som et Excelark, bliver vi selv til Excelark. Og så har vi bombet os tilbage ved Neanderthal-stadiet, såvel menneskeligt som samfundsmæssigt.

Advertisements

Leave a comment

Filed under Uncategorized

Klausuleret pressemateriale

De kongelige og politiske nytårstaler har altid været en venlig statusmarkering, der skulle kunne ramme alle danskere. Selv om vi ved, at de ikke indeholder hverken noget breaking eller provokerende, giver de en fornemmelse af, hvor samfundet bevæger sig henad. Derfor bliver de også flittigt diskuteret bagefter. Og nu også på forhånd.

I dagens medier, deriblandt JP , kritiseres det, at DRs værter i en optaktsudsendelse gisner om indholdet af statsministerens nytårstale 2013 – selv om de har fået talen tilsendt som klausuleret pressemateriale og altså allerede kender det konkrete indhold. Det bliver til et mærkværdigt spil for galleriet, hvor politiske eksperter, som ellers har behov for stor troværdighed for overhovedet at have nogen berettigelse, sidder og lyver os lige op i ansigtet.

De store medier får ofte tilbudt klausuleret materiale
Men det er jo helt normalt, at pressemateriale udsendes som klausuleret til attraktive medier, hvis afsenderen ved, at mange vil have interesse i det – det sker fx også ved de forproducerede afsnit af X Factor og Vild med Dans. Og det benytter de medier, som nu kritiserer DR, sig også af.

Klausuleringen betyder, at alle medier får mulighed for at forberede sig, men at ingen har ret til at publicere noget, før selve begivenheden finder sted. Det er godt for afsenderen, fordi der typisk kan komme mere og bedre kvalificeret dækning, når medierne har tid til at arbejde med materialet – og godt for medierne, som får tid til at producere noget, der er værd at bruge tid på at konsumere. Nogle medier kan også vælge at lave optaktshistorier uden direkte referencer til det klausulerede indhold, og det betyder, at en begivenhed kan trække endnu mere medietid.

Det er det, der sker her på DR – i en ret uyndig udeklareret udgave. Stuntet er nøje planlagt fra nyhedsstationens ide, som Paula Larrain også konstaterer. På den måde bliver det et teaterstykke, som Ask Rostrup kalder det. Og afsløret som sådant er det et angreb på de konkrete journalisters og journalistikkens troværdighed som ‘den fjerde statsmagt’. Kald det spin, eller kald det lavpraktik. Samarbejdet imellem journalisterne og deres kilder er tæt i næsten alle sammenhænge, hvor der ikke er tale om direkte graverjournalistik. Det kan man være uenig i, men det er svært at se, hvordan medierne – næsten gratis – skulle kunne gengive de enorme mængder af formidling, som i dag forventes som en selvfølge, uden at få redskaberne til det i kraft af materiale udefra.

Det er et vilkår som tærer på troværdigheden og selvforståelsen hos mange journalister i dag. Jeg kan godt forstå, hvis Ask Rostrup helst ville have været fri for at få den plet på sin personlige troværdighed. Men det kunne nu være sjovt at høre, hvor mange andre, der findes, som har lavet samme nummer, bare uden at blive afsløret.

Så spørgsmålet er, om problemet er, at de har gjort det, eller om problemet er, at de er blevet afsløret?

4 Comments

Filed under Medier, PR, Public relations

Er kommunikation en kommunal kerneopgave?

Særligt Københavns Kommune bliver ofte kritiseret for at have for mange kommunikationsmedarbejdere. Også kvaliteten af kommunikationsarbejdet får hårde ord med på vejen, her ved julemanden på Frederiksberg

Link

At kritisere er altid nemt, men er kritikken sagligt berettiget? Er det værre her end andre steder? Hvad ville der ske, hvis kommunerne slet ikke valgte at bruge ressourcer på kommunikation med borgerne? Og er det overhovedet muligt at arbejde med borgerbetjening uden at kommunikere?

Leave a comment

Filed under Offentlig kommunikation